Sporflytning på motorvej fra krigens tid
På motorvejen fra København mod Helsingør har Paw Larsens hold været i fuld gang med asfaltarbejde i tre af forårets første klare, kølige nætter.
På strækningen skal der opsættes en støjskærm, men før det arbejde kan gå i gang, skal de to nuværende motorvejsspor flyttes til venstre. Det sker ved at midterrabatten, der før var græs, nu bliver asfalteret, og så lukker det højre spor, mens støjskærmsarbejdet står på.
– Det er et såkaldt interims-spor, vi lægger. Det vil sige, at det er et spor, der skal bruges i ca. et halvt år, siger Colas’ senior projektchef Nils-Erik Strube om arbejdet.
I dagtimerne er vejen til og fra Helsingør meget trafikeret, og blandt andet derfor er vores arbejde foregået om natten. Fra kl. 19 måtte bilisterne nøjes med at færdes i ét enkelt spor, og på det tidspunkt gik vores hold i gang med både at fræse og lægge asfalt. Natteravnene er først gået hjem i løbet af den tidlige morgen, så vejen igen kunne åbnes for trafik kl. 6.
Gammel vej fra 2. verdenskrig
Motorvejen er efterhånden ved at være en gammel sag, som dog er blevet opdateret og vedligeholdt med ny asfalt i årenes løb. Og når man ser nærmere på den, kan man se den historiske udvikling.
– Vejen er oprindeligt lavet af tyskerne under 2. verdenskrig, og det kan man se, når vi fræser og kommer ned i lagene. Der ligger blandt andet nogle chaussesten og et betonlag. Det er altid spændende at se, hvad der ligger, fortæller Nils-Erik Strube.
De sten er for længst dækket af flere lag asfalt, men når vores fræserfører skal have noget af al den gamle asfalt op, er det selvfølgelig noget, han er opmærksom på.
Arbejdet med det nye, midlertidige spor er nu afsluttet, og støjskærmen kan snart sættes op, så lyset fra motorvejen kan blive mindsket for beboerne tæt på motorvejen.