Ny asfalt giver renere luft

En helt ny type asfalt skal være med til at reducere partikelforureningen og give en meget renere luft.

Cityfresh

Partikelforurening er et stort problem især i de større byer, og når biler kører på vejene, udleder de netop en del partikler fra slid på både dæk og bremser, som altså ikke er gode for os.

Derfor er vi for nylig gået i gang med et projekt, hvor vi skal udvikle en ny type asfalt, der reducerer udledningen af den slags partikler.  Projektet hedder CityFresh, og vi laver det i samarbejde med Teknologisk Instituts asfaltafdeling, mens firmaet DevLabs A/S står for at udvikle udstyr til at dokumentere effekten.

– Den asfalt, vi skal udvikle i projektet, har det formål, at den skal reducere slid på både vejene. Samtidig skal den opfange og forhindre, at de partikler, der vil være fra dæk og bremser, bliver hvirvlet op. På den måde reducerer asfalten partikelforureningen på flere måder, siger Anders Vahlgren, der er laboratorieingeniør i Colas.

Forventningen er, at asfalten kan reducere mængden af de farligste partikler så meget, at det vil kunne forhindre 5-10% af for tidlige dødsfald, der er forårsaget af partikelforureningen.

Cityfresh

Asfalten testes i 2025 og 2026

Både Teknologisk Institut og Colas’ laboratorie tester den nye asfalt, og i 2025 og 2026 skal asfalten afprøves på flere veje i Københavns Kommune.

– Det er interessant at udvikle helt nye recepter på asfalt og være med i hele processen med test i laboratoriet, test på vejene og kvalitetssikring af produktet, siger Anders Vahlgren og fortsætter:

– Der er flere ting, der skal gå op, når man skal lave nye produkter. Det skal være teknisk og økonomisk optimalt, men de seneste år er der også kommet meget mere fokus på miljø, fx CO2-udledning og partikelforurening. Så nu skal vi udvikle produkter, der lever op til alle de krav. Det er en spændende udvikling, og vi kan forhåbentlig udvikle et produkt, der gør, at både offentlige og private vil være tilbøjelige til at vælge den løsning, der er bedst for miljøet.

Fakta:

De to slags partikler, der bliver målt i forbindelse med partikelforurening har størrelserne PM10 og PM2,5.

Vejbelægningen har stor indflydelse på PM10 på stærkt trafikerede veje.

Det forventes at den nye asfalt kan reducere mængden af PM10 med 40% og PM2,5 med 10%.