Asfaltfabrikken blev opgraderet
Det var ikke en lille reservedel, der blev udskiftet, da Colas’ asfaltfabrik i Glostrup fik en ny tørretromle i løbet af sommeren
På asfaltfabrikken i Glostrup var der lukket i uge 31, men på trods af det, var der stor aktivitet. Ugen blev brugt på at klare forskellige reparationer, og den største af dem var installeringen af en ny tørretromle.
Tørretromlen bruges, som navnet antyder, til at tørre de grus-, sten- granit- og genbrugsmaterialer, der bliver brugt i asfaltproduktionen. Materialerne bliver slynget rundt i tromlen, mens en flamme brænder i den ene ende og sender den varme derind, som er med til at udtørre materialerne.
– Den gamle tørretromle var fra 2012, og den var blevet repareret et par gange. Tromlerne holder ca. til 2 mio. tons produceret asfalt, og det havde den gamle kørt, så det var på tide med en ny, fortæller fabriksleder Klaus Bonde.
Asfaltfabrikkens tag blev løftet af
En tørretromle af den størrelse er ikke en, der bare lige bliver sat ind i fabrikken. Det kræver et større arbejde med at få den gamle ud, få monteret nye bæreruller, gearkasser og elmotorer, der passer til den nye tromle, og så få sat den nye ind.
– På trods af det store komplekse arbejde gik det hurtigt med at få det hele på plads, så alle skal have meget ros for tempoet. Fredag aften blev den gamle tromle taget ud gennem taget, og i løbet af lørdagen kom alle de ting på plads, der gjorde, at den nye tromle kunne sættes på plads lørdag aften. Tak til vores maskintekniske afdeling for at have været med til at bestille og planlægge den nye tromle i samarbejde med KVM. Det var godt gået, siger Klaus Bonde.
Udover det store arbejde med tørretromlen blev uge 31 også brugt på at installere tre nye bitumenpumper og få monteret nye elevatorkæder, så nu er fabrikken helt klar til at producere store mængder asfalt til efterårets mange projekter.
Klik på billedet og se video om tørretromlen