På Helsingørmotorvejen ved Gentofte arbejdede Colas’ folk i begyndelsen af maj på at gøre vejen endnu bedre for de mange daglige bilister, der lægger vejen forbi.
– Vi arbejdede om natten for at vejen ikke skulle være spærret af i myldretiden, det er en meget trafikeret strækning, og vi nåede hele strækningen på ca. 2 km i løbet af tre nætter. Den første nat lagde vi asfalt på tre ramper, og de to sidste nætter var det resten af strækningen, der fik ny asfalt, siger Mohamad Abed-Allatief, senior projektleder i Colas.
Arbejdet begyndte dog allerede inden asfaltudlæggeren og de tilhørende hold mødte op. Først blev der fræset, og på strækningen var der både brug for at udføre såkaldt bassinfræsning i forbindelse med revner i asfalten, og også det vi kalder planfræsning, hvor ujævnheder fræses væk, så der er klar til den nye asfalt.
– Vi har både fået hjælp af en større to-meterfræser, og så har vi også brugt vores egen mindre fræser for at få det hele færdigt til tiden, siger Mohamad Abed-Allatief.
Arbejdet er afsluttet ved Gentofte, der er kommet nye striber på vejen, og vi håber, alle bilisterne sætter pris på den nye gode asfalt, som vores dygtige hold har brugt nætterne på at lægge for Vejdirektoratet.