Colas' asfaltfabrik i Horsens har Danni ved roret
Som fabriksleder på asfaltfabrikken i Horsens har Danni Nilsson ansvaret for det samlede overblik.
Det store overblik
Hverdagen er fyldt med mange forskellige opgaver, lige fra planlægning og bestilling af råvarer og reservedele til ansættelser og personaleansvar. Uanset opgaven skal sikkerheden være i top.
Danni står for produktionsplanlægningen på fabrikken, der i øjeblikket har seks fastansatte medarbejdere. Men han deltager også selv i det praktiske arbejde, det giver både indsigt og arbejdsglæde.
– Vi begynder altid morgenen med at tale dagen igennem. Hvad skal vi have styr på, og hvad mangler vi for eksempel for at kunne udføre arbejdet? siger han.
Når produktionen står stille i vintermånederne, skifter arbejdet karakter. Fokus flyttes til vedligeholdelse, hvor medarbejderne blandt andet arbejder med siloer og tørretromler for at gøre anlægget klar til den kommende sæson.
Rekordår på fabrikken
Råvarerne til asfaltproduktionen kommer enten med skib til havnen i Horsens eller fra Colas’ egne grusgrave.
Med flere års erfaring i asfaltbranchen har Danni udviklet et skarpt blik for kvalitet. Han vurderer hurtigt, om materialerne lever op til kravene.
– Hvis der for eksempel er for store sten, kan det ikke bruges. Asfalten bliver grim og ujævn, hvis der er for mange klumper, siger han.
Genbrug spiller en stadig større rolle i produktionen. Afhængigt af opgaven kan op til 40 procent af asfalten bestå af genbrugsmateriale.
– Vi genbruger så meget som muligt. I slidlag kan der ikke komme helt så meget genbrug i, som i bundlaget. I et bundlag på for eksempel en motorvej kan der bruges rigtig meget genbrug, forklarer Danni.
2025 blev et rekordår for fabrikken. Produktionen nåede op på 300.000 tons asfalt, det højeste nogensinde.
– Det var sjovt at være med til. Året begyndte lidt sløvt, men så kom der gang i det. Vi producerede blandt andet til Karup Lufthavn og havde travlt med flere motorvejsprojekter, og det gav et løft til produktionen, fortæller han.
Samarbejde og ny fabrik
Travlhed stiller store krav til både mennesker og maskiner. Nedbrud kan hurtigt få store konsekvenser.
– Det er på de dage, jeg kan blive ringet op midt om natten, og så må jeg afsted. Teknikken kan drille, og den har begrænset levetid. Nogle gange kan vi klare det selv, men vi har altid den maskintekniske afdeling med på råd, siger Danni.
Samarbejdet med de øvrige afdelinger er derfor afgørende.
– Vi har planlægningsmøde med entreprisen en gang om ugen, hvor vi taler projekterne igennem, så vi kan være på forkant – især med de større opgaver. Så kan vi begynde at indkøbe råmaterialer i god tid.
Da Danni begyndte i Colas i november 2020, gik byggeriet af en ny asfaltfabrik i gang kort tid efter.
– Vi opbyggede den nye fabrik på seks måneder. Den blev sammensat af dele fra eksisterende fabrikker i Europa og helt nye dele. Det var en spændende udfordring, og det gik rigtig godt, fortæller han.
Med Colas i Grønland
Indimellem sender Colas medarbejdere til Grønland for at arbejde med asfaltudlægning. I 2024 fik Danni selv muligheden.
– Det var min første tur til Grønland, og det var virkelig spændende. Jeg var deroppe i 11 dage for at hjælpe med at modtage og tømme containerne med alt det udstyr, der skulle bruges, siger han.
Opholdet bød også på oplevelser uden for arbejdet.
– Vi fik set noget af landet og var på hvalsafari. Det var utrolig smukt, og jeg kunne sagtens finde på at tage afsted igen.
Fakta om Danni:
- Danni er uddannet lastbilmekaniker og har kørt lastbil i mere end otte år i Danmark, Sverige, Norge, Polen og Tyskland
- Han har også beskæftiget sig med robotteknologi hos Carlsberg og Novo Nordisk.
- Og han har været i dækbranchen, hvor han faktisk servicerede Colas’ maskiner, inden han så endte med at arbejde hos Colas.
- Danni kommer fra Vejle-området og bor i Løsning sammen med sin kone. De har tre børn, som er ved at være store. Hans yngste søn bliver student til sommer, hans datter er ved at uddanne sig til socialrådgiver, og den ældste søn er udlært tømrer.